Livet som lejer

Nogle vil helst eje, andre vil leje. Når det kommer til vores boligformer, er der delte meninger om, hvordan man får det gode liv. Vi er jo alle forskellige, så det er klart, at livskvaliteten i forhold til bolig kan se helt forskellig ud.

Boligprogrammer på tv

Boligprogrammerne på fjernsynet fylder en hel del. Der er programmer om at sætte hus i stand, om hvordan man gør med haven, og der er udsendelser, hvor man skal gætte boligpriser.

Fælles for dem er, at de på den ene eller anden måde forudsætter, at man er boligejer. Og det kan let få det til at se ud som om, at det er det gode liv og det eneste rigtige.

Det kan det selvfølgelig også være for nogle, men bestemt ikke for alle. Mange mennesker drømmer jo i virkeligheden om det simple og bekymringsfrie liv med masser af tid og overskud til selv at vælge, hvad man vil bruge sin fritid på.

Gider du det?

Der er i hvert fald mange, som helst vil være alt arbejdet foruden. Alt arbejdet med at vedligeholde og forny en ejerbolig, som at male, høvle plankegulve ned og luge ukrudt. Og det er blot alt det praktiske. Dertil kommer alt det, som fylder i hovedet på boligejerne, nemlig hvornår det er tid til at få skiftet køkkenet ud, hvad gør vi med væggene, som trænger til at blive tapetseret om eller alternativt malet igen med videre.

Hvis man ikke er typen, som har hænderne skruet rigtigt på, er det måske bedre at leje sin bolig fremfor at eje. Det kan også være, at man godt ved, hvordan man gør tingene og netop dermed ved, hvor lang tid tingene tager.

Det kan give anledning til at overveje, om det er det, man ønsker at bruge sine penge og sin fritid på nu og de næste mange år frem i tiden.

Fordelene ved at leje

Som lejer har man muligheden for at slippe for en masse praktisk arbejde og bekymringer, og det er noget, man skal huske at nyde som lejer. Når solen skinner om sommeren, kan man tage til stranden med god samvittighed. Man behøver ikke tænke, at man måske burde have været i gang med at give vinduerne en omgang maling.

Desuden bevarer man fleksibiliteten ved at leje sin bolig. Får man nyt job eller ny kæreste i den anden ende af landet, er man ikke bundet af at skulle have sin bolig afhændet, inden man kan flytte. Og man har ikke den underliggende bekymring om boligmarkedets udvikling generelt, hvis man pludselig skulle stå i en situation, hvor man er nødsaget til at få boligen solgt.

Det giver overskud og frihed til at gøre andre ting, som man hellere vil.